Tanker omkring den 1. december og jul i Indien

Så er det 1. december, og selvom jeg allerede har været i julestemning i en lille uges tid, så er denne dag alligevel noget særligt.
I går aftes blev den store kasse med julepynt så fundet frem, og der blev pyntet op i hele lejligheden. Her til morgen stod jeg op og spiste morgenmad sammen med mine to piger - hvor er julen bare en dejlig tid!

Jeg har haft min nissehue på hele dagen, og sidder nu og filosoferer over, hvorfor jeg er så vild med julen. I lørdags blev jeg kaldt julefanatiker af en af mine venner, fordi jeg gav dem en stor gryde risengrød i gave til deres udflytningsfest.
Jeg tror at grunden til at jeg er blevet julefanatiker i år, til dels, skyldes at jeg ikke helt havde jul sidste år, fordi jeg boede i Indien det meste af vinteren. Vi prøvede dog alligevel at skabe lidt julestemning, selvom det var lidt svært i 35 graders varme. Dog blev det til et par gode juleminder. Det stærkeste var nok da vi lavede julekager i vores lille køkken, og bagefter fik lov til at komme ind og lave dem i et indisk gadebageri, hvor de ikke fattede et pluk engelsk, men synes vores kager var sjove, og gerne ville hjælpe med at bage dem.
Og så var der selvfølgelig også juleaften. Vi havde samlet 11 danskere fra området, hvor vi spillede pakkespil og spiste klassisk julemad som and, brune kartofler, hvide kartofler, gløgg, rødvin, risalamande og ged.
OK, måske er ged ikke helt en del af en klassisk julemiddag, men det var trods alt Indien, og der er intet helt som det plejer. Men højdepunktet juleaften var nu alligevel, at skype hjem til familien, og få lov til at snakke med dem allesammen, og jeg tror det er det jeg elsker allermest ved julen; nemlig nærheden.

Gaverne er for mig tæt på ligemeget. Eller hvad gaven er, er ligemeget, bare folk har tænkt over den. I år har min ønskeliste været på to punkter, that's it. Det ene er en barbermaskine, der kan klippe i længder, den anden er et vægmaleri på 183x122cm med et af mine yndlingscitater af Dalai Lama.
Sådan har det vist været i mange år. Jeg kan ikke huske, hvornår min ønskeliste sidst har været på over 4 punkter.
Alligevel bliver jeg utrolig glad når jeg får gaver, fordi de viser at folk har tænkt på mig, og det gør mig så glad! Jeg har allerede været så heldig at have fået en gave af min fantastiske kæreste.
På første søndag i advent fik jeg en dejlig anderledes adventskalender. Det er et magasin fra Afrika In Touch, hvor hver dag fra advent til juleaften har en side eller to, hvorpå der står en lille del af en historie om to børn, der drager i fodsporene på de første misionære i Afrika. Den har også en lille opgave hver dag, og i dag havde den en "Hvor meget afrikaner er du?" test (Jeg blev 'virkelig meget afrikaner, så jeg glæder mig til jeg en dag får lov til at opleve Afrika på egen hånd).
Det var en fantastisk gave, fordi jeg kan læse lidt i den hver morgen, og tænke på min Marianne!

Om at få en kalender

For flere uger siden opdagede jeg, at jeg er alt for dårlig til at overskue hvornår jeg skal hvad. Jeg indså, at jeg blev nød til at anskaffe mig en kalender. Jeg slog det væk som en strøtanke.

I fredags poppede tanken så igen op i mit hoved, du bliver nød til at få en kalender og få står på din tid! Så gjorde jeg det. Jeg gik ned i bog og idé, hvor jeg fandt hylden med kalendere. Der var omkring 20 forskellige, og de fleste også 3 forskellige størrelser og lige så mange forskellige farver. Jeg griber en sort, af den lille størrelse, og vurderer om den er stor nok til ALLE de mange ting, jeg skal skrive i den. Jeg ser også på en af de mellemstore, men beslutter mig alligevel hurtigt for den lille sorte bog. Jeg går op til kassen, betaler 50 kr, og får den lille sorte bog med hjem i en lille sort pose. Derhjemme bliver posen (stadig indeholdende bogen) lagt på mig skrivebord, hvor den så har ligget hele weekenden, indtil jeg kom i tanke om den her for et par timer siden. Jeg skulle have skrevet ind i min kalender, at jeg skal huske at bruge den. 

Den oplevelse jeg fik, da jeg hev bogen op af posen, var både til at græde og grine over. Jeg havde købt en kalender for at få styr på min tid, men nu opdager jeg, at kalenderen først gælder fra 01.01.2012. Øv!

Jeg beslutter mig for, at så kan det også være ligemeget med den kalender. Jeg har alligevel levet 22 år uden, så mon ikke også jeg kan overleve endnu 2 måneder, indtil min kalender træder i karakter og bliver brugbar. Dumme kalender og dumme mig! Vi passer bare ikke sammen. 

Men mens jeg sad og følte mig lidt dum, kom den ene af mine søde rumboer hjem. Jeg fortalte hende om mit lille uheld, og som en frelsende engel fortæller hun, at hun da faktisk har en ekstra studiekalender, som jeg bare kan få. Julianne er super sød. Lige nu kan jeg hører hende sidde og snakke med en veninde inde på sit værelse.